Artikel til møllebladet:

Ti kilometer nord for Faaborg, i udkanten af Svanninge Bakker, ligger Ny Stenderup, en lille landsby med en aktiv beboerforening. Foreningens logo er en ældre tegning af Trente Vindmølle der knejser på sin bakketop.

Det glæder os utrolig meget her i byen at ejeren af vindmøllen, Claus Bjørndal Bagger, for nylig har fået møllehatten op igen efter en større restaurering. En blikstille, solrig septemberdag, der var nøje udvalgt efter meteorologernes forudsigelser, kom et par kraner og den nervepirrende aktion tog sin begyndelse. Der skulle præcision, tid og omhyggelighed til for at få den tunge hat helt i balance. Da alt var under kontrol blev den løgformede hat stille og roligt hævet op over møllen. Alle holdt vejret i spænding, vi turde næsten ikke se op, for hvis det nu glippede at få hatten til at falde på plads. Tankerne gik over 100 år tilbage i tiden. Hvordan i alverden har møllebyggerne da båret sig ad med at få en tung hat anbragt på en mølle? Den gang kunne man ikke lige leje en BMS kran med masser af teknik og kræfter. Tilbage til nutiden. Med kranfolkenes ro og besindighed og en masse erfaring lykkedes operationen til fuldkommenhed, og alle åndede lettet op.

Hatten er nu kobberbeklædt, hvor den før var tækket med træspåner. Den er smuk og langtidsholdbar og nu er den til stor fryd for øjet igen på sin rette plads, og vi venter  spændt på at vingerne en dag, forhåbentlig inden alt for længe, også bliver restaureret og kommer op, så Trente Mølle – endnu engang – rejser sig som en Fugl Føniks af asken.

Trente Mølle er et vartegn for byen og egnen som vi meget nødig vil undvære, og hatten af for en privatperson som Claus der de seneste ti år har arbejdet ihærdigt på at restaurere møllen. Han overtog den i 1999, da var den i forfald og orkanen samme år var hård ved den gamle mølle. Stolperne der holdt rundgangen blev revet af på nær én og en hel del tagspåner blæste af.

Med stor respekt for møllens oprindelige formål har Claus indrettet sig en spændende beboelse i tre etager og al hans fritid og sparepenge er brugt på restaureringen såvel inde som ude.

Her på egnen har vi fulgt arbejdet med stor interesse, og vi har i beboerforeningen sat os for at finde frem til Trente Vindmølles historie.

Da vi ved at arkivet i Vester Hæsinge har papirer liggende om møllen, har Beboerforeningen allieret sig med arkivleder Marie Kallehauge for at få noget mere at vide om møllens historie og Marie kan fortælle at:

Vindmøllen er en såkaldt gallerihollænder opført i 1872 af ejeren af Trente Vandmølle Christen Rasmussen Trentemøller. Der var god søgning til hans vandmølle, men ikke altid lige meget vand, og derfor ville han gerne supplere med vindkraft. Bakken lige nord for gården var perfekt til en vindmølle, men den tilhørte ikke Christen, så den måtte først erhverves af en gårdmand i Gammel Stenderup. Christens halvbror Niels Hansen fra Ølsted var meget passende møllebygger, så han stod for byggeriet. Møllen havde et vindfang på 30 alen og var forsynet med jernaksel og regulerende sejlsystem.

Det gik godt for Christen Trentemøller, så godt at han i 1886 kunne bygge et nyt stuehus, hvor der blev indrettet bageri i kælderen, sådan at man fra vandmøllen kunne trække de forskellige bagerimaskiner, centrifuge og to kværne. Tærskeværk, hakkelsesmaskine m. m. fik også trækkraft fra vandmøllen. Der var ca. 80 tønder land jord til møllen og Christen havde en stor, fin kvægbesætning og eget mejeri.

Den nye vindmølle lå højt, og kunne udnytte selv de svageste vinde, og det var der brug for, for der var altid travlhed. Her på egnen var der, grundet jordens dårlige beskaffenhed, meget spredt bebyggelse og derfor var det ikke sædvane at bønderne kom til møllen med deres korn, fik det malet og kørte hjem igen. Nej, her var det Trentemølleren der sørgede for at kornet blev afhentet hos landmændene, fragtet til møllen hvor det blev malet, og derefter kørt retur i en radius af en halv snes kilometer.

Efterhånden som der kom god gang i bageriet hvor to brødvogne dagligt kørte rundt til kunderne ligesom der var bageriudsalg på møllen, skulle der males meget korn, og her tog vindmøllen over. Det var ikke usædvanligt at der blev malet 60 tønder rugmel og 15 sække hvedemel ugentlig alene til bageriet.

I 1895 blev der oprettet savværk ved vindmøllen. Savværket kom fra Rindsholm ved Viborg, hvor det var blevet trukket af et vandhjul. Efterhånden som omegnens skove groede til, blev der meget arbejde på savværket. Der blev savet bygningstømmer til de sydfynske øer, der ikke selv havde skove, fiskekasser, skibstømmer og bundgarnspæle var der efterspørgsel på, så det kneb efterhånden  med kapaciteten på Trente Vindmølle, for det hændte jo også den gang, at det var vindstille.

Så blev der indkøbt en 12 hestes petroleumsmotor og den klarede det til omkring 1914 hvor den blev erstattet af en lokomobil, og efter krigen en dieselmotor.

Efterhånden var elektriciteten på hastig fremmarch, og den kom også her til egnen og dermed var Trente Vindmølles storhedstid forbi. Bagerivirksomheden ophørte, savværket blev flyttet op i Ny Stenderup og omkring 1930 blev mølledriften indstillet, og de før så travle møllevinger stod stille hen. Børnene brugte møllen som ”klatrestativ”, og det var undertiden nogle halsbrækkende lege den gamle mølle måtte stå model til. En mølle der ikke bruges, og ikke bliver vedligeholdt går hurtigt i forfald, således også Trente Mølle, der hurtigt blev miserabel at se på. Der blev gjort flere tiltag for at skaffe midler til vedligeholdelsen, en forening til Trente Mølles vedligeholdelse blev stiftet, for det var magtpåliggende for især egnens befolkning at bevare den flotte mølle, der lå rigtig smukt i det bakkede landskab.

Aviserne beskæftigede sig med jævne mellemrum med problemet ”projekt Trente Mølle”. Således fortæller en stor overskrift i 1949 sit tydelige sprog: ” Trente Mølle i Forfald. 14 år siden den blev reddet fra nedbrydning, men en ny redningsaktion er påkrævet”.

Videre skrives der i artiklen:

Højt og flot står Trente Mølle på en af de fynske alpers sandtoppe. Lyngens herredømme, granens og fyrrens fremtrængen, sandstormens hvirvel og regnbygens hårde slag har den oplevet. Dens dage som mølle med korn i kværn og sus i sejl er for længst forbi. Nu er den bare en institution, en fortidslevning, men prist og værdsat af alle vejfarende. I 1935 var møllen på sammenbruddets rand, men behjertede mennesker trådte til og rakte en hjælpende hånd. Der blev samlet ca. 5.000 kr. ind og bygningen overgik til en selvejende institution. En restaurering blev foretaget, og den gamle mølle fik nye vinger. Årene gik, og de fleste af møllens velyndere fra 1935 er nu døde eller rejst fra egnen. Nu er Trente Mølle i forfald igen. Dens skrog rådner, vinduerne slås ud af drengene, møllegangen falder ned, og hvis der ikke snart sættes en ny redningsaktion i gang, vil den kendte og landskabsprydende møllebygning snart falde helt sammen, og så rejses den aldrig mere igen.

Gartner A. Chr. Hansen, Trente Vandmølle der i sin tid var med til at redde møllen fra fortabelse, har i mange år betalt mindre reparationer og udredet dens skatter til det offentlige, men han kan ikke være forpligtet til at fortsætte med sådanne ydelser til en selvejende institution. Fejlen ved 1935-aktionen var, at der ikke blev skabt et så stort fond, at de årlige vedligeholdelser kunne gennemføres.

Hvis møllen skal reddes, er det på høje tid at egnens befolkning og andre interesserede kredse finder sammen i fælles bestræbelser for at sikre møllens fremtid.

For nylig var der fra Nr. Broby et eksempel på, at beboerne sluttede sig sammen i en forening, der havde til formål at redde Vøjstrup Mølle fra nedbrydning og salg. Et lignende samarbejde kunne sikkert etableres, når det er Trente Mølle talen er om.

Den gamle bygnings fald vil betyde en forringelse af Faaborgegnens værdier. Trente Mølle fortjener at blive reddet endnu en gang.

Således berettes i avisen i 1949, men hverken denne artikel eller mange efterfølgende i de kommende år bragte møllens restaurering nærmere, og forfaldet fortsatte, så møllen efterhånden lignede en ruin.

Sidst i 1960-erne blev der lavet beregninger over en restaurering. Da regnede man med, at det ville koste ca. 70.000 at restaurere møllen.

I 1972 så det endelig ud til, at der kom skred i sagen. Da bevilligede Broby Kommunalbestyrelse, efter en lang debat, 8.000 kr. til hjælp til en istandsættelse. Men der skulle mange penge til, og de har åbenbart ikke kunne rejses, for der skete ikke mere, selvom formanden for bevaringsforeningen arkitekt Arne Ludvigsen, tidligere ejer af Østrupgård, gjorde et utrætteligt arbejde for at rejse penge. Ludvigsen havde tidligere opkøbt, for størstedelen for egen risiko, jorden omkring møllen, for at sikre møllebakken. Arne Ludvigsen døde i 1973 og arbejdet med møllens bevarelse mistede en stor forkæmper.

Så gik der yderligere en halv snes år, men i 1985 skete der endelig noget. Det var en tid med stor arbejdsløshed og Broby Kommune fik startet et beskæftigelsesprojekt hvor unge arbejdsløse skulle hjælpe med at restaurere møllen, under den anerkendte møllebygger John Jensens ledelse. På det tidspunkt var det arkitekt Jan Hansen på Østrupgård der ejede møllen, og han var også formand for ”Foreningen til Trente Mølles bevarelse”. Foreningen havde lejemålet og råderetten over møllen, forudsat at den sørgede for vedligeholdelsen. Et længe næret ønske hos foreningen blev opfyldt, da den fik tilsagn om statspenge fra det såkaldte ”iværksættertilskud”. Der skulle dog skaffes flere midler via fonde og pengeinstitutter. Amtets beskæftigelsestilbud ”Kastaniely” i Svanninge lavede træspånerne til beklædning af møllen, og Jan Hansen var primus motor i arbejdet med at skaffe midler.

I 1988 var den store restaurering tilendebragt, og den gamle mølle fra 1872 havde rejst sig af asken, og stod nu som i tidernes morgen og knejste på sin fredede møllebakke.

Nu skulle man tro, at møllen kunne holde i mange år, men desværre blev restaureringen aldrig helt tilendebragt med det resultat, at møllen var utæt og tagdækningen af træspåner blev aldrig imprægneret og vedligeholdt, og det resulterede i, at tagspånene vendte ”den forkerte” side op og møllen forfaldt hurtigt igen.

”Foreningen til Trente Mølles bevarelse” var for længst løbet ud i sandet, så her var ingen hjælp at hente og i 1999 solgte Jan Hansen på Østrupgård så møllen til den nuværende ejer Claus Bjørndal Bagger, og lige siden har vi her på egnen med interesse set på, og glædet os over enhver lille forbedring, der er foretaget på ”vores” dejlige mølle.

Det er en meget bekostelig affære at vedligeholde en vindmølle og måske var det en ide at genoplive ”Foreningen til Trente Mølles bevarelse”.

Ny Stenderup Beboerforening